"Karen har altid haft lyst til at starte en familie. Faktisk så meget, at hun ville gøre det alene, hvis ikke hun fandt den rigtige partner. Jeg var til gengæld ikke helt sikker på, at jeg ville have børn med det samme. Måske primært fordi jeg ikke kunne forestille mig at være gravid. Men min indstilling ændrede sig i løbet af de første år af vores forhold, og efterhånden blev det en helt naturlig tanke for os begge, at vi skulle gøre det her sammen.
Hvad er det rigtige for os og for barnet?
Der er mange overvejelser, når man er to kvinder, der gerne vil have et barn sammen. For eksempel: Hvad er det rigtige for os? Hvad er det rigtige for barnet? Det var nogle af de tanker, som vi havde i flere år, og nu mente vi, at vi havde truffet de rigtige valg – både for os og for det kommende barn. Vores overvejelser drejede sig specielt om to spørgsmål:
Skulle donoren være en vi kendte? Den idé afviste vi hurtigt. Vi ville have, at barnet var vores, og vi ønskede ikke at opfostre det med andre.
Skulle det være en ID Release Donor, som vores barn kunne kontakte senere? Det var jeg i tvivl om, for ville det sætte en tredje person i spil? Efter at have set forskellige dokumentarer om donorbørn og deres ønske om at kende deres biologiske ophav, blev vi også enige om denne del. Vi ville have, at vores barn fik mulighed for at kontakte donoren, når det blev ældre.
Donoren skulle ikke være et geni eller den flotteste
Vi ville gerne vide så meget som muligt om vores donor, og derfor søgte vi efter en sæddonor med en Udvidet Profil. Vi kiggede på hundredevis af profiler. Det første vi besluttede os for var hår- og hudfarve. Vi ville gerne have et barn, der lignede os begge. Vi lagde også stor vægt på donorens værdier, egenskaber og interesser. Vi kiggede ikke efter et geni eller efter den flotteste donor. Vi kiggede i stedet efter en donor, der føltes rigtig og appellerede til os.
Til sidst sad vi med to donorer. De havde begge to fantastiske profiler. Og børnebillederne på begge profiler lignede børn, der kunne have været vores – og det var faktisk sådan det føltes!
Karen foretrak den ene, og jeg foretrak den anden. Til sidst var det nationaliteten på donorerne, der var afgørende. Den ene var amerikansk, og den anden var dansk, og vi endte med at vælge den danske donor. Vi bor i Danmark, og derfor vil det sandsynligvis være lettere for vores søn at kontakte donoren, når han fylder 18 år – hvis det er det han har lyst til.
En positiv graviditetstest
Vi var til et møde på en fertilitetsklinik, og derefter gik det virkelig hurtigt. Efter fire forsøg var Karen gravid. Vi var virkelig glade og lidt trætte. Karen stod op klokken fire om morgenen, fordi hun ikke kunne vente længere med at tage graviditetstesten den dag. Catherine vågnede kort efter – og så græd vi af lykke.
Samme dag fortalte vi det til vores familier. De havde været en naturlig del af forløbet, og de personer, der var tættest på os, havde fulgt processen meget, meget tæt. Det var ikke en hemmelighed, at vi prøvede at få et barn, og det var virkelig befriende, at vi kunne dele glæden med dem med det samme.
Vores søn skal vide, at han er donorbarn
Vi kan ikke skjule det for vores søn, og det har vi heller ikke lyst til. Vi synes, at det er vigtigt at fortælle ham det og tale med ham om, hvordan han er kommet til verden. Hvis vi skjuler det eller undgår at tale om det, så ville det føles som om vi fortalte ham, at der er noget galt med at være donorbarn. Og sådan vil vi aldrig have, at han skal have det.”
Karen og Cathrine er fiktive navne, og billederne er stock fotos, da parret ønsker at være anonyme.