Donoranonymitet og fremtidig kontakt

    Tænker du nogensinde på, om de børn, der kommer til verden med hjælp fra dine donationer, en dag vil forsøge at kontakte dig? Her guider vi dig gennem nogle af de væsentlige aspekter i forbindelse med eventuel frigivelse af dine identificerende oplysninger. Vi giver også nogle konkrete råd til, hvordan du skal reagere, hvis du en dag bliver kontaktet af en person, der er undfanget med hjælp fra dine donationer.


      Der har i mange år været stor debat om, hvorvidt man bør frigive identificerende oplysninger om sæddonorer. Det betyder, at nogle lande kun tillader ID Release eller Non-ID Release Donorer, mens andre lande tillader begge donortyper.

      Hos Cryos lader vi det være op til dig, hvorvidt du vil være ID Release eller Non-ID Release Donor – kort sagt, om du giver Cryos tilladelse til at udlevere dit navn, din fødselsdato og din adresse til børn, der er undfanget ved hjælp af dine sæddonationer.

      Udbredelsen af DNA-tests og slægtsforskning har dog givet donorundfangede børn nye muligheder for at få mere at vide om deres genetiske ophav. Læs videre her for at blive klogere på, hvad dette betyder for dig som donor, og hvordan du skal reagere, hvis et barn en dag kontakter dig.

      Mand og pige, der taler om donoranonymitet og kontakt til donor.

      Forskellen mellem at være ID Release eller Non-ID Release Donor

      Når du bliver sæddonor hos Cryos, beder vi dig beslutte, om du vil være ID Release eller Non-ID Release. Denne beslutning kræver grundig overvejelse. Hvis du vælger at blive ID Release Donor, kan børn, der er født ved hjælp af dine sæddonationer, kontakte Cryos, når de er fyldt 18 år, og få udleveret identificerende oplysninger om dig. De kan bruge disse oplysninger til at forsøge at kontakte dig, hvis de ønsker at få mere at vide om deres ophav.

      Som donor kan du ikke få udleveret identificerende oplysninger om eventuelle donorundfangede børn, og det er derfor op til barnet at bestemme, om han eller hun vil tage kontakt. Hvis du er Non-ID Release Donor, betyder det, at Cryos ikke afslører din identitet. Nogle donorer er måske nysgerrige eller ønsker at give børn muligheden for at få mere at vide om deres genetiske ophav. Andre er glade for at give liv og hjælpe andre med at opfylde drømmen om at blive forældre, men ønsker ikke at vide noget om de børn, de hjælper med at bringe til verden.


      Kan donorundfangede børn finde deres donor?

      Du skal vide, at der - uanset om du vælger at blive Non-ID Release Donor eller ID Release Donor - er en chance for, at et barn, der er skabt med hjælp fra din donation, vil forsøge at kontakte dig i fremtiden. Hvis du ikke kan acceptere dét, bør du overveje en ekstra gang, om du vil være donor.

      Nye muligheder for at finde genetiske slægtninge

      Selvom Cryos aldrig deler oplysninger om Non-ID Release Donorer med hverken donorundfangede børn eller deres forældre, er der andre måder hvorpå disse børn potentielt kan finde ud af mere om deres donorer.

      Udviklingen af moderne teknologi giver nye muligheder for DNA-søgning, ansigtsgenkendelse og udforskning af sine rødder. Ydelser som Google Face Recognition, My Heritage og 23andMe kan på forskellige måder bruges til at få oplysninger om en ellers anonym sæddonor og i sidste ende føre det donorundfangede barn til sin donor.

      Eftersom Cryos leverer sæd til par og singler i over 100 lande fordelt i hele verden, er der dog ikke stor sandsynlighed for, at et donorundfanget barn pludselig ringer på døren.

      Cryos beskytter dine personoplysninger som donor

      Hos Cryos hverken hjælper eller opmuntrer vi donorundfangede børn eller deres forældre til at søge efter oplysninger om en Non-ID Release Donor. Og når en kunde køber donorsæd fra en Non-ID Release Donor hos Cryos, underskriver vedkommende en aftale om ikke at søge oplysninger om donoren i fremtiden. Kort sagt gør vi alt, hvad vi kan, for at beskytte dine personoplysninger og fortrolighed og sikre din anonymitet som donor. Alligevel er der nogle donorundfangede børn, hvis ønske om at vide mere om deres genetiske ophav er så stort, at de forsøger at få mere at vide om deres donor, selvom han er Non-ID Release.

      Husk at fortælle din partner, at du er donor

      En ting, du bør overveje, hvis du vælger at blive sæddonor, er at fortælle din nuværende eller evt. fremtidige partner, at du er donor. Det vil gøre tingene nemmere, hvis du en dag bliver kontaktet af et donorundfanget barn.

      I det følgende giver vi dig nogle anbefalinger til, hvad du skal gøre, hvis du bliver kontaktet af et barn, som er blevet undfanget ved hjælp af din sæddonation.

      Donorbarn kontakter sin sæddonor for at få mere at vide om sit genetiske ophav.

      Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver kontaktet af et donorundfanget barn?

      Uanset om du er ID Release eller Non-ID Release Donor, er der en chance for, at et eller flere børn vil forsøge at kontakte dig i fremtiden.

      Vi har lavet en liste med nogle gode råd, som forhåbentlig kan hjælpe til at sikre den bedst mulige oplevelse for jer begge:

      • Hvis et donorundfanget barn kontakter dig, bør du overveje, hvilken relation du ønsker at have med barnet i fremtiden. Er du åben for en tæt relation eller foretrækker du at holde det mere overfladisk? Måske ønsker du kun at møde barnet én gang?

      • Hør, hvad han/hun har at sige, inden du tager en beslutning om jeres fremtidige relation eller svarer dem.

      • Fortæl, hvordan du har det med, at du er blevet kontaktet. Fortæl også, om det kommer som en overraskelse for dig, at han/hun har fundet frem til din identitet.

      • Selvom det ikke kommer bag på dig, at du bliver kontaktet, skal du huske, at et donorundfanget barn sandsynligvis har gjort sig mange overvejelser, før han eller hun har kontaktet dig. Hvis du kunne tænke dig at få en idé om, hvilke tanker og overvejelser, donorundfangede børn gør sig før de tager kontakt til deres donor, kan du læse mere i dette blogindlæg fra Donor Sibling Registry.

      • Fortæl ham eller hende om dine ønsker og forventninger til den fremtidige kontakt og eventuelle relation mellem jer.


      Derfor opsøger nogle børn kontakt med deres sæddonor

      Forskning viser, at et donorundfanget barn, som ønsker at kontakte sin donor, sjældent er ude efter at invadere donorens privatliv eller gribe ind i donorens liv. Barnet er heller ikke ude efter penge eller en aktiv forælder-rolle. De fleste donorunfangede børn ønsker derimod at:

      • få mere at vide om deres genetiske ophav.

      • vide, hvordan deres biologiske ophav ser ud.

      • skabe en uforpligtende relation til dig.

      • etablere et tættere bånd.

      • stille nogle få spørgsmål og se, hvordan du ser ud.

      Generelt anbefales donorundfangede børn at lade donoren bestemme rammerne og afgøre hvilken relation og hvilket engagement, der lægges i det, og generelt tage et skridt ad gangen, når de kontakter deres donor. Du kan læse vores anbefalinger til forældre, der ønsker at hjælpe deres børn med at kontakte deres donor, her. Dette kan give dig et indblik i, hvilke tanker og forberedelser familien til det donorundfangede barn har været igennem, inden du bliver kontaktet.

      Det er også vigtigt at nævne, at det langt fra er alle donorundfangede børn, der har behov for eller lyst til at vide mere om deres sæddonor. For mange børn, hvis forældre har fået hjælp fra en donor, er det nok at vide, at en rar mand engang gav dem den største gave ved at donerede sin sæd.