At blive forældre: Julie og Camillas fertilitetsrejse

Blogindlægget du skal til at læse er skrevet af Julie og Camilla.

Starten på fertilitetsrejsen

"Jeg har aldrig haft et ønske om børn. Misforstå mig ikke. Jeg synes, de er søde, og jeg elsker duften af baby mere, end jeg vil indrømme – jeg har bare aldrig ønsket at få mine egne. Ikke før jeg mødte Julie. Da indså jeg, at ægte kærlighed havde manglet i mit liv, og at mit ønske om en familie var visnet i mørket som en spire, der ventede på solens varme stråler. 
 
Jeg nævnte det for hende nogle måneder inde i vores forhold og fandt til min overraskelse og glæde ud af, at hun også ønskede sig et barn. Det var dejligt at vide, at jeg ikke var alene om at ville bringe et produkt af vores kærlighed til verden. Men vejen mod opfyldelse af vores drøm var svær at regne ud, for hvad gør man, når to kvinder, som elsker hinanden, ønsker at skabe liv?

Da vi havde læst alt, vi kunne finde på Google, besluttede vi at kontakte en fertilitetsklinik, fordi vi kunne se, at der var mange valg, der skulle træffes, og at processen frem mod at blive gravid hurtigt kunne blive en langtrukken affære. Vi ønskede en pålidelig partner, der kunne bistå os i hvert et trin på vejen, så vi endte med at vælge en privat norsk klinik, som vi havde hørt godt om, og vi ankom både spændte og nervøse til vores første konsultation. Vi fik taget blodprøver, og æggestokke og livmoder blev undersøgt, hvorefter vi var igennem første forhindring: ”Alt ser fint ud i forhold til at opnå graviditet.” Samtidig fandt vi ud af, at en ny metode netop var blevet godkendt i Norge, nemlig den såkaldte partnerdonation. Kort sagt giver metoden lesbiske par mulighed for at lade æg fra den ene partner blive befrugtet, hvorefter embryoet lægges op i livmoderen på den anden partner."

Kunne vi rent faktisk lave et barn sammen sådan ”rigtigt"?

Vi var henrykte, nervøse og spændte, og på klinikkens opfordring begyndte vi at lede efter potentielle sæddonorer hos Cryos International. Omkring samme tid blev vi gift og tog på bryllupsrejse.

Det første, der mødte os, da vi loggede ind på siden, var en ekstremt ligetil og let tilgængelig side med oplysninger om de forskellige donorer. Vi blev også positivt overraskede, da vi opdagede, at vi via Cryos havde mulighed for at tilgå udvidede donorprofiler, og vi følte straks, at den klinik, vi havde valgt, var den rette for os, fordi klinikken samarbejdede med en sædbank, som tog vores sikkerhed og tryghed alvorligt uden at overlade noget til tilfældighederne. Hvis der var én ting, vi ønskede, var det at vide alt.

Vi brugte aftenerne de følgende uger på stort set udelukkende at betragte solnedgange på Bali og scrolle gennem udvalget af profiler hos Cryos. Vi arbejdede os igennem familiehistorier, helbredserklæringer, psykologiske profiler og personlige breve. Vi talte om øjenfarve, hårfarve, højde og karaktertræk og sad til sidst med en liste med tre donorer, som, vi følte, matchede alle vores ønsker:

• De mindede alle tre om os på den ene eller anden måde – eller om nogen i vores nærmeste familie.
• De gav indtryk af at være stabile, ambitiøse og i kontakt med deres følelser.
• Og de var alle tre over 180 cm høje.

Højde skal selvfølgelig ikke være afgørende, men med to mødre, der begge er relativt høje (170 og 176 cm), passede det ret godt til os.

I Norge er der en regel om, at man skal vælge tre donorer, man ønsker at bruge, og så sende listen til klinikken, for i sidste ende er det klinikken, der bestemmer, hvilken donor det bliver. Oplysningerne om donoren forbliver fortrolige, indtil barnet har ret til at bede om at få dem udleveret, når han/hun er 15 år gammel. Vi udfyldte nervøse og spændte formularen, sendte den til klinikken og ventede.

Vi har brugt efteråret på hormonbehandling, ægudtagning og ægoplægning uden succes, men vi er ikke i tvivl om, at vi opnår graviditet før eller senere. Vi skal blot turde håbe, være spændte og minde os selv om, at det er altid er værd at vente på noget, man virkelig ønsker sig.

Vores næste forsøg begynder næste fredag, så vi har vist bare brug for et ”held og lykke”...

Vil I gerne have mere end ét barn? Hvis ja, hvor mange?

Vi ønsker os to børn, hvis vi er så heldige, at det er muligt. Men vi tager et ad gangen.

Planlægger I at fortælle jeres barn om donoren? Hvis ja, hvornår og hvordan? 

Helt sikkert! I vores optik er det vigtigt at være åben og ærlig om, hvordan barnet er blevet til. Vi kommer sandsynligvis til at have samtalen med barnet, så snart han/hun er gammel nok til at forstå det – eller med det samme, hvis han/hun spørger til det. Vi mener, at det er meget vigtigt for vores barn at hvile i, hvem han/hun er, og hvor han/hun kommer fra.

Har I nogle råd til andre par i samme situation, som skal i gang med den rejse, I er på?

Vær ikke for hårde ved jer selv og anerkend, at stress og nervøsitet er en naturlig del af processen. Vi kan ikke tælle på to hænder, hvor mange ”gode råd” vi har fået fra alle mulige mennesker om, at vi bare skal ”slappe af og lade tingene gå deres gang”. Det er bare ikke sådan, det fungerer, når man er i IVF-behandling. Det er en stor byrde at bære, det er stressende – og det er HELT OKAY! Vores fertilitetscoach sagde ret rammende: ”Hvis stress gjorde, at kvinder ikke blev gravide, ville der aldrig være født en eneste IVF-baby.” Det sørger vi for at minde os selv om indimellem.

Hvis du ligesom Julie og Camilla er interesseret i at starte fertilitetsbehandling med donorsæd, så følg linket til vores guide til, hvordan du vælger den rigtige sæddonor.