Hvordan taler du med dit barn om at være donorbarn?

Hvorfor bør du fortælle dit barn at han/hun er et donorbarn? 

Gennem årene har der været debat om, hvorvidt forældre skal fortælle deres børn, at de er kommet til ved hjælp af en donor eller ikke. Det er altid op til familien at beslutte om, og hvornår, barnet skal have det at vide. Ifølge professor i familieforskning, Susan Golombok, er der dog en stigende opfattelse af, at det er det rigtige at gøre at fortælle det.

Mens du læser det her indlæg er der en god sandsynlighed for, at du allerede har besluttet dig for at fortælle dit (måske kommende) barn at det er et donorbarn. Men hvis du stadig overvejer, om det er det rigtige at gøre, eller blot ønsker at få dit valg bekræftet, så kan du læse nogle af disse grunde:

• Med nutidens muligheder indenfor DNA-tests, sociale medier osv., så har det aldrig været nemmere at undersøge ens familiehistorie. Derfor anbefaler vi, at I fortæller jeres barn sandheden. De vil sandsynligvis finde ud af det alligevel, og det er bedre at de får informationen direkte fra forældrene end på andre måder.
• Ærlighed og respekt lægger en god bund for en relation – også relationen mellem forældre og barn.
• Barnet kan integrere det at være et donorbarn i deres fortælling om dem selv og deres identitet, mens de stadig vokser op.
• Den komplette medicinske historik (eller mangel på samme) fra barnets genetiske oprindelse kan gives videre til læger i tilfælde af, at det skulle blive relevant.

Det er en proces at fortælle om donoren

For de fleste forældre til donorbørn vil grunden ofte være: ”Vi ønskede virkelig at få dig, men det var svært, vi prøvede forskellige ting og til sidst fik vi dig, og vi er meget taknemmelige!”. Hvor mange detaljer du inkluderer i fortællingen bør afhænge af, hvor gammel barnet er.

The Donor Conception Network anbefaler at fortælle barnet om det, mens det er under fem år. På den måde kan barnet erkende, det er et donorbarn og integrere det som en del af barnets liv. På den måde er der heller ikke et tidspunkt i livet, hvor barnet ikke kender sandheden. Susan Golomboks studier indikerer at børn. som får det fortalt inden de når skolealderen, har et bedre forhold til deres forældre. At fortælle dit barn mens det er så lille betyder dog også, at det er en proces, da barnet ikke behøver at forstå en detaljeret version af historien fra start. Når barnet vokser op og udvikler sin forståelse og kognitive evner, kan mere og mere information tilføjes historien.

Hvilke ord skal I bruge om donoren? 

Før I taler med jeres barn, kan det være en god idé at overveje, hvilke ord I vil bruge, når I taler om donoren: Er han en ”donor” eller en ”far”? Selvom donoren har bidraget med 50% af det genetiske materiale, så vil han aldrig være en social forælder for barnet. Derfor kan det være en god idé at overveje, hvordan I taler om donoren og hvilken rolle I gerne vil have, at donoren spiller i barnets liv.

Hvilken reaktion kan I forvente? 

Alt efter barnets alder og måden I vælger at fortælle det på, så kan reaktionen være alt fra “Må jeg få en snack” til “Hvordan ser en sædcelle ud?”. Yngre børn går oftest ikke så meget op i genetik, mens ældre børn reflekterer mere. Hvis det sidste er tilfældet, så er det vigtigt at støtte op om barnets ønsker og tage emnet op igen, når informationen har lagt sig og flere potentielle spørgsmål er dukket op. Husk at nysgerrighed ikke skal ses som et tegn på, at barnet vender sig bort fra den ikke-genetiske forælder, hvis der er en.

Måske kunne du også være interesseret i at læse dette blogindlæg, hvor 22-årige Emma fortæller om, hvordan det var at vokse op som donorbarn. Du kan også læse mere om hvordan du taler med dit barn om donoren.