Anna – mit liv som donorbarn

Starten på en regnbuefamilie

Mine forældre, Inge og Mette, mødte hinanden i deres unge dage, da de begge læste til pædagog i Aarhus, hvor der opstod sød musik mellem de to. Efter nogle år som kærester besluttede de, at tiden var inde til at blive gift og stifte familie. Dengang var det dog ikke lovligt for par af samme køn at blive gift på traditionelvis, men i stedet indgik de i et registreret partnerskab.

Det var da også kun med nød og næppe, at de kunne få hjælp til at blive insemineret, da det kort tid efter blev ulovligt for læger at inseminere kvinder, der ikke var gift eller samlevende med en mand. Jeg bliver enormt stolt, når jeg tænker på, at mine forældre, på trods af samfundet på daværende tidspunkt, har lyttet til deres hjerter og fulgt drømmen om et donorbarn og en familie.

Der måtte dog nogle forsøg til før drømmen kunne gå i opfyldelse. Ved den første inseminering blev Inge gravid, men aborterede i 3. uge. Anden gang blev ægget slet ikke befrugtet, men ved tredje forsøg var der jackpot og mine forældre ventede sig to styks donorbørn – nemlig tvillinger.

Efter to år som familie, gik det desværre ikke længere. Mine forældre gik hver til sit og selvom det, på papiret, kun var Inge der var vores juridiske forælder, formåede de at bibeholde et godt forhold og samarbejde om forældrerollen.

Medmor, stedmor og alle de andre betegnelser

Når to homoseksuelle kvinder i dag stifter familie bliver den ikke-biologiske mor automatisk ’med-mor’, men denne titel eksisterede ikke da Daniel og jeg blev født og er desværre ikke én man kan få på bagkant. For nyligt besluttede vi i stedet at Mette skulle stedbarnsadoptere os, som betyder at vi, på papiret, vil blive betragtet som fælles børn af begge vores forældre. Beslutningen blev dog ikke truffet med ønsket om at Mette skulle have titlen ”stedmor”, tværtimod ser jeg det som en nedgradering, da vi kalder begge vores forældre for ”mor”. Det var nærmere en beslutning vi tog, så vi også på papiret kan kalde os for familie.

Rent juridisk betyder det, at vi vil stå som enearvinger efter vores mor Mette, samtidig med at vi har slettet den side af familien, hvor der tidligere stod ”ukendt far”. Det betyder også, at den side af stamtræet er blevet erstattet af min mor Mettes familie. Dét er noget, jeg er rigtig glad for! For jeg har altid følt at den side af stamtræet er mindst lige så meget familie, som dem jeg biologisk er i familie med.

Med tiden er der desuden opstået flere begreber, såsom ”regnbuebørn” og ”regnbuefamilier”, der kendetegnes ved at mindst én af forældrene er LGBT+ person. Dette var ikke begreber, der eksisterede i min opvækst, hvorfor jeg ikke selv bruger det i daglig tale om min egen familie, men jeg synes det er en positiv udvikling og jeg synes ord som regnbuefamilie og ”medmor” har en skøn klang.

At vokse op i en ”anderledes” familie

Jeg får tit stillet spørgsmål som ”Har det været anderledes at vokse op i en familie som din?”. Jeg smiler altid af spørgsmål som disse, da jeg jo i princippet ikke kender til andet. Men jeg forstår godt meningen bag spørgsmålet, og jeg ser det bestemt som noget positivt, når andre er åbne, accepterende og nysgerrige omkring mig og min familie. Og lad mig svare på spørgsmålet én gang for alle. Jeg føler mig ikke som sådan anderledes, men jeg føler dog, at det er noget helt særligt og unikt at være vokset op i en familie som min, i den tid jeg er opvokset i.

Jeg kendte ikke til andre familier som min, da jeg var barn, men jeg vil dog også understrege, at det heller ikke var et behov for mig. Jeg har altid følt mig godt tilpas og stolt af min familie - også selvom jeg ikke kendte andre børn på min alder, der havde flere mødre og/eller kom til verden ved hjælp fra donorsæd.

Jeg er sikker på at en af årsagerne til, at jeg har hvilet i min familie, skyldes at mine forældre, gennem hele barndommen, altid har fortalt os at vi var donorbørn, samt forklaret os hvordan vi kom til verden. De fortalte hvordan en venlig mand havde hjulpet dem til at blive gravide, og at vi, i stedet for at have en far, har været så heldige at have to mødre – og det er lige nøjagtigt sådan, jeg har det.

Jeg føler mig enormt heldig med den familie, jeg har – for om nogen er et donorbarn virkelig et ønskebarn, og jeg har altid følt mig både ønsket og elsket af mine forældre. Af den årsag har jeg også svært ved at sætte mig ind i, at nogle forældre fravælger at fortælle deres børn, at de er donorbørn. Jeg synes det er så ærgerligt at gøre noget smukt til et tabubelagt emne. For mig er en familie bygget op om kærligheden og relationen til hinanden, hvilket også er grunden til, at jeg ser begge mine mødre som forældre, der er på højde med hinanden.

Alligevel lidt anderledes

Når jeg alligevel har følt mig lidt anderledes, skyldes det at jeg er vokset op i et heteronormativt samfund, som, særligt på daværende tidspunkt, ikke var indrettet til regnbuefamilier, som min. Jeg husker hvordan det blev tydeligt, når nye elever startede i klassen, hvorefter nogle af mine klassekammerater kunne finde på at spørge om de måtte fortælle vedkommende om min familie, eller om jeg selv ville. På denne måde har jeg altid set min familie som en fordel, da jeg som donorbarn har skilt mig ud i forhold til de andre i klassen. Der var eksempelvis ikke mange af mine klassekammerater, der udviste synderlig interesse for de andres familie, hvorimod de fleste havde helt styr på min.

Jeg er dog også blevet mødt af stereotypiske fordomme, som har resulteret i spørgsmål såsom ”Hvem af dine forældre kalder du så for far?” – for én af dem må da være faren? Men jeg ved at disse spørgsmål oftest kommer på baggrund af uvidenhed eller nysgerrighed og som regel ikke på baggrund af onde hensigter.

Min overordnede opfattelse er, at langt de fleste mennesker er meget accepterende over for de mange forskellige familieformer, der findes i dag.

Hvad med de andre søskende derude?

Jeg har ikke selv ledt efter min donor eller halv-søskende, men jeg er dog medlem af diverse Facebook sider, hvor jeg holder øje med, om der er nogle, der har søgt efter mig og min bror. For selvom jeg ikke umiddelbart har et behov for at opsøge min donor eller halvsøskende, respekterer jeg, at der kan være nogle derude med netop det behov – og i det tilfælde er de mere end velkomne til at kontakte mig!

Ønsker jeg selv at få (donor)børn?

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over tre år, og vi ønsker helt bestemt at få børn på sigt, men vi er dog ikke et sted i livet lige nu, hvor det bliver i den nærmeste fremtid. Skulle det vise sig at en af os er infertil, ser jeg det bestemt som en mulighed at anvende enten donoræg eller donorsæd, da jeg enormt godt kunne tænke mig at bære vores fremtidige børn – donorbarn eller ej. Men viser det sig, at jeg, ikke er i stand til at bære vores børn, findes der jo heldigvis andre muligheder. Mor skal jeg i hvert fald nok blive en skønne dag.

Fandt du Annas blogindlæg interessant, kan vi anbefale dig at læse blogindlægget om 48-årige Uffe, som også er donorbarn.