PrivatOm sædSædkvalitet og motilitet

    Motilitet (MOT) og sædkvalitet

    Når du bestiller donorsæd fra Cryos, skal du tage stilling tilhvilken motilitet (MOT) du foretrækker. Det er et spørgsmål om sædkvalitet. Her kan du blive klogere på motilitet og læse vores generelle anbefalinger om motilitet til forskellige former for fertilitetsbehandling.


      Ved fertilitetsbehandling med donorsæd skal sæden være af høj kvalitet for at give de bedste chancer for at opnå graviditet. Derfor tester vi alle sæddonationer grundigt og kategoriserer alle vores sædstrå efter deres motilitet, hvilket du kan lære mere om nedenfor. 

        

      Cryos garanterer sædstrå med høj motilitet til fertilitetsbehandling

      Hvad er motilitet eller MOT? 

      Motilitet, også kaldes MOT, er et af de parametre, der hjælper til at måle sædens kvalitet. MOT er antallet af aktive sædceller pr. milliliter sæd. Det betyder, at MOT20-sæd indeholder mindst 20 millioner aktive sædceller pr. milliliter sæd. 

      De fleste af Cryos' sædstrå indeholder 0,5 milliliter sæd. Hvis du køber et MOT20-strå, får du derfor mindst 10 millioner aktive sædceller efter optøning. Nogle strå indeholder 0,4 milliliter sæd og sælges derfor med en rabat på 20 %. 

      Hos Cryos kan du bestille sædstrå med MOT2, MOT5, MOT10, MOT20 og MOT30+. Det giver dig mulighed for at vælge den kvalitet, der passer til din fertilitetsbehandling. 

      Hvilken type motilitet skal jeg vælge til min fertilitetsbehandling? 

      Hvilken motilitet, du skal vælge, afhænger af typen af fertilitetsbehandling, og din fertilitetskliniks præferencer. Tal med din klinik om, hvilken MOT du skal vælge til din personlige behandling. 

      Nedenfor kan du se de generelle anbefalinger vedrørende valg af motilitet: 

      • Til IUI-behandling anbefaler vi, at du bruger 1 IUI-strå med MOT10 eller højere.
        Hvis din fertilitetsklinik foretrækker ICI-strå, som klinikken selv kan klargøre til IUI-behandling, anbefaler vi, at du vælger enten 4 strå med MOT5, 2 strå med MOT10 eller 1 strå med MOT20. 
      • Til IVF-behandling anbefaler vi, at du bruger 1 IUI-strå med MOT5 eller højere.
      • Til ICSI-behandling anbefaler vi, at du taler med din klinik, inden du bestiller, da klinikkerne ofte har forskellige præferencer og anbefalinger i forbindelse med denne behandlingsform. Generelt er 1 strå med MOT2 nok til at udføre ICSI. Både IUI-strå og ICI-strå kan anvendes, afhængig af hvad din klinik foretrækker.
      • Til ICI-behandling anbefaler vi, at du bruger 2 strå med MOT10 eller højere. Både IUI-strå og ICI-strå kan anvendes, afhængig af hvad din klinik foretrækker.

      Du kan læse mere om forskellen mellem IUI- og ICI-strå her. 

      Hvordan måles motilitet? 

      Sædens motilitet og kvalitet kan måles på flere forskellige måder. Når vores laboratorium modtager en prøve, ser vi på følgende: 

      • Koncentrationen af sædceller  
      • Sædcellernes bevægelsesevne  

      For at sikre fremragende sædkvalitet måler vi disse parametre i en prøve, efter den har været nedfrosset og optået, da sæd kan reagere forskelligt på nedfrysning. Sædens motilitet og kvalitet måles med et automatisk system ved navn CASA (Computer Assisted Sperm Analysis), som sikrer et meget præcist resultat. 

      Da sæd er et biologisk materiale, er det dog meget modtageligt overfor diverse påvirkninger og er bl.a. meget temperaturfølsomt. Det betyder, at der må forventes en vis varians i den præcise motilitet, når man sammenligner to uafhængige analyser af en sædprøve. Hos Cryos accepterer vi en forskel på 20 %. Vi gør naturligvis, hvad vi kan, for at sikre, at antallet af aktive sædceller som minimum er på niveau med den angivne motilitet men gerne højere (f.eks. indeholder et MOT10-sædstrå mindst 10 mio. aktive sædceller pr. milliliter sæd). I mange tilfælde vil sædprøven derfor vise sig at have en højere motilitet end angivet. Hvis en analyse af en sædprøve umiddelbart efter optøning derimod viser, at motiliteten er mere end 20 % lavere end angivet - og forudsat at din klinik har fulgt vores protokol for håndtering af sædstrå - kan der laves en reklamation. Eventuelle reklamationer vurderes i samarbejde med vores laboranter.
       
      Cryos lab performing a sperm quality test to measure sperm motility

      Lav motilitet og graviditetschancer 

      Da mænds sædkvalitet varierer over tid, tester vi alle sæddonationer grundigt. Kun sæd med en motilitet på 2 eller derover kan bestilles via vores Sæddonorsøgning. Du kan læse mere om sæddonation hos Cryos ved at følge linket her.

      Mænd kan midlertidigt opleve lav motilitet pga. faktorer såsom stress (f.eks. i eksamensperioder), sygdom og over- eller undervægt. Undersøgelser viser, at omkring 20 % af alle mænd oplever nedsat sædkvalitet på et tidspunkt i deres liv.

      Lav sædmotilitet betyder ikke nødvendigvis, at det er umuligt at blive gravid med mandens sæd, men ved fertilitetsbehandling med donorsæd vil vi gerne give dig de bedste chancer for at opnå graviditet. Derfor stiller vi høje krav til vores sæddonorer, samt deres motilitet og kvalitet. Det er kun mænd med meget høj sædkvalitet godkendes som donorer hos Cryos.  

      Alle sæddonorkandidater bliver bedt om at aflevere en sædprøve kort efter, de har sendt en ansøgning, og de kan kun fortsætte i vores donorscreeningsproces, hvis deres sædkvalitet viser sig at være fremragende. 

      Hos Cryos gør vi vores ypperste for at garantere donorsæd af høj kvalitet, men der er også nogle ting, du selv kan gøre for at øge chancen for succes.

      Hvad påvirker sædens motilitet? 

      Livsstil er en vigtig faktor, når det kommer til at opretholde en høj motilitet. Alkohol, rygning og usund mad kan påvirke sædkvaliteten i negativ retning. En anden vigtig faktor, der kan reducere motiliteten, er varmepåvirkning af testiklerne. Sauna, boblebad, solarium og tætsiddende undertøj kan have en negativ påvirkning på sæden og bør undgås for at forbedre eller opretholde sædens motilitetDet kan tage op til tre måneder, før en livsstilsændring kan ses i mandens sædkvalitet.

      Vil du have testet din sædkvalitet?

      Hvis du og din partner forsøger at blive gravide på naturlig vis, har I måske lyst til at vide, hvilken sædkvalitet du/din partner har. Man kan få testet motiliteten via en sædkvalitetstest – også kaldet en sædanalyse. Du kan få testet din sædkvalitet på en fertilitetsklinik eller i en sædbank (hos Cryos tilbyder vi sædanalyser i vores danske afdelinger).

      Du skal aflevere en sædprøve, hvorefter en laborant måler motiliteten og andre parametre såsom den totale volumen af prøven og antal sædceller pr. milliliter sæd. På den måde kan du finde ud af, om din sæd er god og sund.



      Dit næste skridt mod at blive forælder 

      Vi håber, at du nu er blevet klogere på, hvad sædmotilitet er. Som nævnt anbefaler vi, at du taler med din fertilitetsklinik om, hvilken motilitet du skal vælge, når du skal bestille donorsæd til fertilitetsbehandling 

      Når du er klar til det, kan du gå ind på vores Sæddonorsøgning eller kontakte Cryos for personlig vejledning.