PrivatBlogHvordan fungerer ægløsning?
Fertilitet

Hvordan fungerer ægløsning?

1/16/2023
En kvinde former et hjerte på sin mave

Ægløsning er en af de vigtigste dele af menstruationscyklussen og af det kvindelige forplantningssystem. Hvis du forstår, hvordan ægløsningen fungerer, kan du få et bedre overblik over dit helbred og mere tiltro til din krops evner, når du prøver at blive gravid. Her kan du lære mere om, hvordan ægløsning fungerer, når den forekommer, og hvad der karakteriserer de fire faser i en kvindes cyklus.

Hvad er ægløsning?

Begrebet ægløsning dækker over det, at et modent æg (i sjældne tilfælde mere end et) løsnes fra dine æggestokke. Når ægget er løsnet, fortsætter det sin rejse ned gennem æggelederne, hvor det opholder sig i 12-24 timer. I denne periode er det muligt for sædcellerne at befrugte ægget. Sædceller kan overleve i det kvindelige forplantningssystem i op til fem dage, hvilket betyder, at du, hvis du ønsker at blive gravid, bør have samleje i dagene før eller på dagen for ægløsningen.

Hvornår sker ægløsningen?

Ægløsningen finder sted omtrent to uger inde i din menstruationscyklus og sker kun én gang hver cyklus. Ægløsningsfasen varer omkring fem dage. I denne periode forekommer ægløsningen. En menstruationscyklus varer omkring 28-32 dage. Det specifikke antal dage er forskelligt fra kvinde til kvinde. Hvis du ønsker at blive gravid, anbefaler vi, at du begynder at tracke din menstruationscyklus for at blive klogere på, hvornår ægløsningen finder sted. Du kan tracke din ægløsning ved at føre menstruationskalender.

Hvad sker der under ægløsningen?

Ægløsning er en vigtig del af menstruationscyklussen. For at forstå, hvordan ægløsning fungerer, skal man først forstå, hvordan menstruationscyklussen fungerer. Menstruationscyklussen kan opdeles i fire faser som illustreret nedenfor. Den begynder på den første blødningsdag og slutter dagen før, din næste menstruation begynder. Længden på hver fase er forskellig fra kvinde til kvinde og afhænger af cyklussens totale længde.

Illustration af menstruationscyklussen

Illustration af menstruationscyklussen

Menstruationsfasen: Cyklussen begynder på første blødningsdag. Blødningen er et resultat af den seneste cyklus, hvor det modne æg ikke blev befrugtet. Denne fase varer normalt omkring fire til syv dage.

Den follikulære fase: Denne fase begynder også på første blødningsdag og varer normalt omkring 10-17 dage. I denne periode forekommer en stigning i det follikelstimulerende hormon (FSH), som gør, at folliklerne udvikler modne æg. Normalt løsnes op til tusinder af follikler hver cyklus, men kun én follikel udvikler et modent æg, som kan løsnes. Før ægget løsnes, tyknes livmoderslimhinden for at være klar til, at det modne æg sætter sig fast i livmoderen.

Ægløsningsfasen: Ægløsningen sker midt i menstruationscyklussen som resultat af en kulmination i østrogenniveauet, der forekommer, lige efter den follikulære fase er ovre. Østrogenniveauet udløser det luteiniserende hormon. Dette kaldes også for LH-stigningen. Hormonet hjælper ægget til at bryde gennem æggestokkens væg og komme ind i æggelederen inden for 12-24 timer, hvor det er klar til at blive befrugtet. Dette tidspunkt er det optimale tidspunkt for insemination. Hvis ægget bliver befrugtet, sætter det sig fast i livmodervæggen, efter det har bevæget sig gennem æggelederen et par dage.

Den luteale fase: Den luteale fase varer omtrent 14 dage og er det sidste trin i cyklussen, før den næste menstruationsfase begynder, medmindre der er sket befrugtning. I denne fase falder niveauet af FSH og LH. Hvis ægget ikke er blevet befrugtet, udskiller kroppen den tykke livmoderslimhinde, og menstruationscyklussen begynder forfra.

Ved fertilitetsbehandling timer fertilitetslægen inseminationen med din ægløsning, hvilket betyder, at behandlingen synkroniseres med din menstruationscyklus. Alternativt får du medicin med det luteiniserende hormon, som kickstarter ægløsningen. Dette afhænger ikke af, hvorvidt du bruger donorsæd eller fra din partner. Hvis du vil læse mere om de forskellige typer fertilitetsbehandling såsom ICI, IUI, IVF eller ICSI, kan du trykke på det relevante link.

Fakta om ægløsning

  • Kvinder er født med ca. 1 million follikler
  • Hver måned løsnes op til tusinder af follikler fra æggestokken, men kun én follikel udvikler et modent æg
  • Et modent æg kan overleve i 12-24 timer, efter det har forladt æggestokken
  • En menstruationscyklus varer normalt 28-32 dage, men nogle kvinder har kortere eller længere cyklusser
  • Ægløsning kan finde sted, selvom du ikke har haft menstruation, og omvendt
  • Ægløsning kan finde sted på forskellige dage hver måned og på forskellige tidspunkter i din cyklus
[Tags]: