Har Cryos en global begrænsning for, hvor mange familier en sæddonor må hjælpe med at undfange?

Ja. For nogle af vores sæddonorer har vi fastsat en global familiebegrænsning på enten 15 eller 50 familier. Når du vælger en af disse donorer, reserverer du din plads som en af disse familier. Hver familie kan få mere end ét barn med den samme donor, hvilket gør det muligt for søskende at have samme genetiske oprindelse.

I praksis benyttes de fleste af vores donorer af langt færre familier end den maksimale grænse. Samtidig overholder Cryos altid de nationale regler og donorkvoter, der gælder i de lande, hvor donorsæd anvendes. Disse regler varierer fra land til land og kan være baseret på antallet af familier, børn eller graviditeter. Læs mere om vores kvotereservationssystem her.

Forståelse af donorgrænser og -kvoter
Cryos har ikke en fast global grænse for det samlede antal børn pr. donor. Dette bygger på genetisk sundhedslogik: Det afgørende er ikke det samlede antal børn på verdensplan, men deres geografiske fordeling. Genetiske sygdomme bør ikke betragtes som en relevant faktor, når man fastsætter grænser for antallet af afkom pr. donor. Set ud fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv er der heller ingen sammenhæng mellem antallet af afkom pr. donor og den samlede forekomst af genetiske lidelser i befolkningen. Risikoen for indavl afhænger af, om børn, der er undfanget med den samme donor, bor i de samme lokalsamfund. Cryos styrer denne risiko gennem geografisk spredning og overholdelse af nationale kvoter. ESHRE fastslår desuden: »Flere undersøgelser har modelleret risikoen for indavl blandt donorafkom og påvist meget lave risikoniveauer, især i forbindelse med international anvendelse af kønsceller, hvor der er en bred geografisk spredning af donorsøskende.« De skriver endvidere: »Risikoen for indavl vil sandsynligvis blive yderligere reduceret ved, at forældre i stigende grad er åbne om at fortælle deres børn, at de er donorundfangede, og ved at donorer i stigende grad er åbne om at fortælle deres egne børn om deres donationer, samt ved øget adgang til genetisk testning. Derfor er indavl ikke længere et presserende problem.« (3)

Debatten om globale kvoter er blandt andet opstået som reaktion på nogle få tilfælde, hvor arvelige sygdomme er blevet overført via donorsæd (1, 2). Dette har udløst politiske og faglige diskussioner om behovet for internationale eller globale kvoter, herunder anbefalinger fra faglige organisationer som ESHRE (3). Det er dog vigtigt at understrege, at globale kvoter ikke kan fjerne risikoen for arvelige sygdomme. Alle mennesker bærer på genetiske variationer og potentielt sygdomsfremkaldende mutationer. Jo flere sygdomme man tester for, desto færre donorer vil være kvalificerede, og en meget lav kvote reducerer ikke det samlede antal børn, der fødes med genetiske sygdomme, men kan i stedet føre til en større variation af sjældne sygdomme (4). Antallet af berørte børn reduceres ikke ved indførelsen af globale kvoter, hvilket derfor kan skabe en falsk tryghed.

Selvom der ikke er nogen videnskabeligt baseret grund til at bekymre sig om indavl eller spredningen af genetiske sygdomme, har en Cryos-undersøgelse (12) vist, at mange mennesker, der bruger donorsæd, stadig har disse bekymringer. De tror ofte, at manglende strenge begrænsninger for, hvor mange familier der på verdensplan kan bruge den samme donor, kan medføre en risiko for indavl og flere genetiske sygdomme. Det er derfor vigtigt, at fertilitetsklinikker, sædbanker og myndigheder klart forklarer, at risikoen for, at slægtninge møder hinanden, er ekstremt lav, og at en begrænsning af antallet af familier pr. donor ikke mindsker den samlede genetiske risiko forbundet med donorbefrugtning.

Der er forskellige erfaringer med de psykologiske aspekter ved at have mange halvsøskende via samme donor. For nogle kan dette være en byrde (5, 6), mens andre oplever det som en ressource (7, 8). For donorerne selv tyder forskningen ikke på, at et stort antal børn i sig selv udgør en psykologisk byrde (9, 10, 11). Cryos anerkender, at behovet for information og gennemsigtighed varierer blandt donorer, modtagere og donorundfangede personer, og afvejer dette i forhold til alle parters rettigheder i overensstemmelse med artikel 10 i Den Europæiske Bioetiske Konvention.

Endelig står mange lande over for en mangel på sæddonorer, samtidig med at efterspørgslen stiger. Strenge globale kvotebegrænsninger vil sandsynligvis føre til reduceret tilgængelighed, længere ventetider, højere priser og øget afhængighed af uregulerede markeder. I sidste ende kan dette underminere sikkerheden for alle involverede parter og reducere antallet af mennesker, der er i stand til at opfylde deres ønske om at blive forældre. 

Links