PrivatBlogDe første uger efter fødslen – Gode råd fra jordemoderen
Graviditet

De første uger efter fødslen – Gode råd fra jordemoderen

Forfatter Cryos | 1/18/2022
En selvvalgt single mor og hendes nyfødte barn

De første mange uger efter fødslen vil være én stor blanding af følelser og forandringer. Du vil føle glæde, overvældelse, afmagt, træthed, angst for at miste, tvivl og vigtigst af alt, lykke. Du har født et lille barn, som nu er 100% afhængig af dig for overlevelse. Det er vidunderligt og ikke mindst angstprovokerende.

De første uger, faktisk år, efter at man har fået en baby er hårde. Men det opdager du måske først når du ér kommet ud på den anden side. Når du lever i en boble af babygråd, søvnunderskud, amning og lortebleer handler det om overlevelse og om at få det bedste ud af den tid. I dette blogindlæg vil jeg give mine råd til, hvordan du får det bedste ud af de første uger efter fødslen.

De første dage efter fødslen

De første dage efter fødslen vil du enten være indlagt på hospitalet eller være hjemme. Det kommer helt an på proceduren på hospitalet, om fødslen har været kompliceret eller ukompliceret samt hvordan du og barnet har det efter fødslen.

Din krop

I løbet af din graviditet vil din krop ændre sig og det tager tid før din livmoder har trukket sig helt sammen , organerne er faldet på sin rette plads og mavemusklerne ikke er adskilte mere. Med andre ord – du ser stadig gravid ud. Det vil tage nogle uger før din mave vil se nogenlunde normal ud og hvis du har fået strækmærker, aftager de i farve og størrelse med tiden. Husk på, at din krop har båret og født et barn, hvilket er en kæmpestor bedrift og det sætter sine spor.

Blødning

I løbet af de første par dage vil du opleve blødning, hvorefter det vil aftage over de næste par uger. Det er helt normalt at der kommer store klumper af blod (koagler), som typisk kommer når du står op eller er i bad. Koagler er samlinger af blod som er størknet i livmoderen, hvorfor det kommer ud som klumper. Det er helt normalt, men vær opmærksom på, at frekvensen af kogaler ikke er for stor, samtidig med at blødningen generelt skal være aftagende.

Hvis blødningen ikke aftager kan det være et tegn på, at der er rester af moderkage eller fosterhinder i livmoderen som skal fjernes. Derfor vil jeg anbefale at købe rigeligt med store bind, som passer i dine graviditetsunderbukser/nettrusser – du vil ikke kunne passe andet alligevel. Tamponer og menstruationskop er no-go på grund af risikoen for bakterier.

Bristning og toiletbesøg

Uanset om du er bristet eller blot har fået små rifter/hudafskrabninger forneden, vil du opleve at det svier, når du skal på toilettet i de løb af de første par dage. Du kan lindre smerten lidt ved at bruge en skylleflaske eller en bruser med lunkent vand, som du skyller med, imens du tisser. Derudover vil du opleve, at det kan føles grænseoverskridende, de første par gange du skal på toilettet, da det kan føles som om at bristningen sprænger op. Der er ikke noget der sprænger, men du kan bruge toiletpapir eller et bind til at ”holde” på mellemkødet imens – det kan give en følelse af at det hele bliver, hvor det skal. Derudover er det vigtig at spise fiberrigt og drikke en masse vand for at holde maven i gang og undgå forstoppelse.

Hvis du er blevet syet, vil stingende enten opløse sig selv i løbet af nogle uger eller også skal de fjernes ved din læge. Det bliver du informeret om efter fødslen. Vær opmærksom på, at bristningen ikke hæver meget op, bliver øm eller begynder at lugte. Det kan være tegn på infektion i bristningen eller i livmoderen. Inden fødslen kan du forberede dig på dette, ved at lægge nogle bind i fryseren, som kaldes for isbind. Det kan virke lindrende at lægge disse på bristningen i dagene efter fødslen. Når bindende skal bruges, tager du dem ud af fryseren og lægger i et stykke stof (evt. en strømpe eller en stofble) og derefter i trusserne ovenpå dit almindelige bind.

Smerter

Efter fødslen vil du være øm i hele kroppen. Du har arbejdet hårdt og mange omtaler fødslen som værende lige så hård som at løbe et maraton. Det er derfor helt normalt at du er øm og udkørt i dagene efter. Derfor vil jeg også anbefale, at forberede dig/jer på at babyen kommer inden fødslen.

Det er ligeledes helt normalt at have efterveer. Efterveer er værre jo flere gange du har født og smerterne minder om veer. Det er, ligesom ved rigtige veer, livmoderen som trækker sig sammen. Det er heldigvis helt ok at tage både Paracetamol og Ibuprofen efterfølgende som smertelindring.  

En baby og mor der ligger hud til hud

I starten er det vigtigt at du prioritere hud til hud kontakt med din baby

Hud mod hud

Når du hud mod hud med din baby udskilles stoffet oxytocin som både virker smertelindrende, får din livmoder til at trække sig sammen og er med til at stimulere mælkeproduktionen. Derudover er hud mod hud kontakt med til at stabilisere din babys blodsukker, holde temperaturen stabil og øge tilknytningen mellem jer. Babyen kommer til at kende din duft og har fri adgang til brystet, hvilket er vigtigt i de første dage, indtil mælken er løbet til. Da babyen sover rigtig meget de første par uger er hud mod hud en rigtig god måde for dig og din baby at lære hinandens signaler at kende.

Amning

At komme godt i gang med amning kan ære udfordrende og er noget som skal læres og øves. Du skal være opmærksom på korrekt at benytte en rigtig ammestilling, sutteteknik, få tømt brystet for mælk og undgå overproduktion/underproduktion.

Mælken begynder først at løbe tre til fire dage efter fødslen. Indtil da, lever din baby af råmælk og sin “madpakke” som de fik med fra graviditeten. Madpakken består af ekstra glykogendepoter og fedtlag som babyen bruger af, indtil mælken er løbet til og amningen er etableret. Det er derfor også helt normalt, at din baby taber sig i vægt umiddelbart efter fødslen og tager på igen når amningen er godt etableret.

Råmælk er tykt gul mælk som kun kommer i meget små mængder. I de første dage, indtil mælken er løbet til, er det vigtigt at din baby har fri adgang til brystet og lægges til ofte. Du skal derudover skifte fra bryst til bryst hyppigt – men kun indtil mælken er løbet til. Når mælken er løbet til, er det vigtigt at din baby forbliver ved samme bryst, indtil det er tømt. Hvis der fortsat er behov for det, kan du herefter skifte bryst og hvis din baby er blevet mæt, starter du med det andet bryst ved næste måltid.

I starten skal din baby ammes minimum otte gange i døgnet og når mælken er løbet til, er det minimum seks gange i døgnet – men gerne mere. Nyere forskning viser, at nyfødte spædbørns maver har bedst af hyppig amning, gerne en gang i timen døgnet rundt. Modermælk er letfordøjeligt og derfor har dit barn brug for små og hyppige måltider. I takt med at råmælken overgår til overgangsmælken, vil produktion af mælk bliver større, hvorfor barnets mavesæk udvides langsomt. Amning er dog meget mere end mad. Amning handler lige så meget om at opfylde dit barns behov for tryghed, nærhed og hvile.

Natamning er ligeledes vigtig, da mælkeproduktionen øges om natten og amning indeholder søvnfremmende og beroligende hormoner, som kan være med til at få din baby til at falde i søvn. Her kan det være en god ide at bruge en liggende ammestilling og have lav belysning, så din baby hurtigt lærer, at det er nat. Natamning er vigtig, da din babys mavesæk endnu er lille og ikke kan indeholde store mængder mad. Det er normalt at babyen vågner mange gange om natten og efterspørger mad.

Hvis du oplever at amningen gør ondt, at du får sår på brystvorterne eller at brystvorten bliver suttet skæv, er det et tegn på forkert sutteteknik. Tag gerne fat i din jordemoder, ammevejleder eller sundhedsplejerske for at få gode råd til korrekt sutteteknik.

Lader du din baby få fri adgang til brystet vil din mælkeproduktion regulere sig alt efter din babys behov. Jo mere din baby ammer, jo mere mælk producerer du og jo mindre du ammer, jo mindre mælk producerer du. Så simpelt er det faktisk. Nogle mødre oplever at have enten for meget eller for lidt mælk, hvilket igen kan være en anledning til at kontakte en jordemoder, ammevejleder eller sundhedsplejerske for at få gode råd.

Der findes forskellige ammestillinger som kan være gode at variere med. En hovedregel er, at der hvor babyens hage er, bliver brystet bedst tømt. Derfor er det en god ide at skifte stilling, så brystet tømmes fra alle sider. 

I starten kan amning være en udfordring

Hvordan ved jeg at min baby vil ammes

Der er forskellige tegn på at din baby har brug for at blive ammet:

Tidlige tegn

  • Smask og slik om sin mund
  • Åbner og lukker munden
  • Sutter på læber, tunge eller hænder

Aktive tegn

  • Søgen efter brystkassen på den person der bærer babyen
  • Forsøg på at komme i ammestilling
  • Utrolig og sprællende aktivitet
  • Klynk og hurtig vejrtrækning

Sene tegn

  • Bevægelse af hovedet febrilsk fra side til side
  • Gråd

Det er en god ide at starte amningen inden din baby bliver febrilsk og græder meget, da det kan være svært at starte amningen på dette stadie.

Når amning ikke lykkedes

Nogle gange lykkedes amningen ikke eller også er der slet ikke et ønske om at amme. Det er ikke en skam, men som nybagt mor er man sårbar og derfor kan det føles som et nederlag, hvis det ikke lykkedes. Det er dog vigtigt at huske på, at man ikke er en bedre mor fordi man ammer.

Baby og trivsel

En af de ting, som gør en nybagt mor allermest usikker er, hvorvidt ens baby trives. Det er helt normalt at din baby bruger det meste af sin tid på at sove. Det er dog vigtigt at babyen også har perioder, hvor den er vågen og opmærksom. Babyen er endnu ikke i stand til at holde øjenkontakt og vil flagre rundt med øjnene. I løbet af de efterfølgende uger vil dette dog ændre sig, hvorfor øjenkontakt og nærvær bliver vigtig for barnets udvikling.

Tegn på at din baby trives:

  • Interesseret i at spise mindst 6-8 gange i døgnet og selv opsøge det.
  • Virke veltilpas det meste af tiden og ikke sløv, slap eller urolig/grædende konstant.
  • Afføring svarende til alderen og mindst 6 våde bleer dagligt.  
    Normal hudfarve og ikke grå, bleg eller meget gul.

De fleste børn bliver let gullige to til tre dage efter fødslen. Fysiologisk gulsot forekommer hos omkring 60% af alle nyfødte og forsvinder af sig selv i løbet af nogle uger. Så længe din baby ikke bliver gul i øjnene, ikke er sløve og vågner op til måltiderne er der ikke noget farligt i det. Hvis du er bekymret, skal du kontakte din læge for at få det tjekket. Det er bevist at hyppig amning kan nedsætte risikoen for gulsot hos den nyfødte.

En glad baby i de første uger efter sin fødsel

Hud og navle

Efter navlestrengen er blevet klippet over sidder der en lille stump tilbage, som i løbet af de næste par uger vil tørre ind og falde af. Grunden til at den falder af, er at den rådner, hvorfor den kan afgive en forfærdelig lugt – hvilket er helt normalt. Stumpen skal holdes ren og tør, samtidig med at bleen ikke må sættes stramt hen over navlen. Den skal enten sættes løst henover eller foldes ned under navlen. Der kan komme blod og sårskorpe når navlestumpen begynder at falde af. Dette kan tørres forsigtigt med en vatpind og rent vand. Hvis du bader din baby inden navlestumpen er faldet af, er det vigtigt at der bruges ren vand til at vaske ansigtet med. Hvis man vasker ansigtet i samme vand som resten af kroppen, kan det give øjenbetændelse.

Du kan opleve at din babys hud, både i ansigt og på kroppen, bliver fyldt med enten hormonknopper eller varmeknopper. Hormonknopper er helt naturlige og kommer efter fødslen som en påvirkning af morens hormoner. Varmeknopper kan opstå hvis din baby har været pakket lidt for godt ind og har fået det varmt. Du kan mærke i nakken på din baby om den har det for varmt, koldt eller tilpas. Nakken skal være varm og tør. Nyfødte har svært ved selv at regulere deres temperatur og påvirkes nemt at omgivelserne. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på om din baby har det for varmt eller for koldt, både når I ligger sammen hud mod hud eller er ude og gå en tur med barnevognen.

Besøg af familie og venner

Så snart din baby er født ønsker alle at komme på besøg med gaver og lykønskninger. Ro, hvile og søvn er essentielle faktorer for at amningen kommer op at køre og for at I finder jer tilrette i jeres nye tilværelse som forældre. Derfor kan det være en rigtig god ide at begrænse besøg i de første uger. Når I får besøg, er det en god ide at tage stilling til nogle ting på forhånd. Eksempelvis, hvordan du har det med at amme foran familien og venner, eller deres forventninger når de kommer på besøg.

Husk på, at du ikke skal varte dine gæster op eller servicere dem på nogen måde i den første tid med en nyfødt. At have en nyfødt baby er arbejde nok i sig selv. De må varte dig op og selv tage brød eller kage med og lave deres egen kaffe. Det skal være gæster, som gerne må se, hvor træt du er og hvor du ikke behøver at have støvsuget og ordnet vasketøjet først. Inviter kun de allervigtigste til besøg babyboblen, og nyd roen og den første tid sammen som familie. Det kan være en rigtig god ide at spørge efter hjælp. Bare spørg selvvalgt single mor, Ellen, der beskriver opgaven som single mor, som et arbejde der kræver en hel landsby.

Hvis du synes at dette blogindlæg var interessant, kan vi anbefale dig at kigge på de andre indlæg fra vores jordmoder Julie. Her er der blandt andet et blogindlæg om kost og graviditet eller hvilke ting du har behov for at vide inden du føder.

Jeg hedder Julie, er uddannet jordemoder og arbejder hos Cryos Customer Care. Jeg har arbejdet som jordemoder i seks år og har erfaring fra mange forskellige fødeafdelinger – inklusiv et ophold i Uganda. Jeg bidrager til Cryos’ blog med min ekspertviden om fertilitet, graviditet og fødsel. Jeg håber på at være med til at bringe dig et skridt tættere på at gøre drømmen om en baby til virkelighed.

Julie
Julie