Gode råd til LGBT+ personer på vej i fertilitetsbehandling
I Danmark er der heldigvis gode muligheder for lesbiske, der ønsker at blive forældre. I dette blogindlæg forklarer vi nærmere om nogle af de ting, I skal være opmærksomme på, når I påbegynder rejsen mod at blive mor, mor og børn.
I Danmark har I mulighed for at modtage fertilitetsbehandling med donorsæd på en offentlig eller en privatklinik. Der kan være forskellige grunde til at vælge det ene frem for det andet, og nedenfor belyser vi nogle af de væsentligste ting, I bør vide, når I som lesbiske skal realisere jeres drøm om at få et barn.
Gratis fertilitetsbehandling i det offentlige
I Danmark kan I modtage gratis fertilitetsbehandling på offentlige fertilitetsklinikker, når I skal have jeres første og andet barn. Dvs. at både undersøgelse, behandling og donorsæd er gratis. Der vil dog være udgifter til medicin og eventuelt delvis egenbetaling på donorsæd, hvis I foretager tilvalg (såsom voksenbilleder af donoren). Cryos har indgået aftaler med Region Midt, Region Nord og Region Hovedstaden, hvilket betyder, at I på de offentlige fertilitetsklinikker i disse regioner kan modtage behandling med donorsæd fra Cryos uden beregning.
Vi er her for dig
Kontakt os for at få personlig hjælp og vejledning fra vores dedikerede Customer Care Team. Vi er her for at hjælpe dig med alt fra hvordan du vælger en sæddonor, hvor du får din fertilitetsbehandling, og til hvornår du skal bestille donorsæd.
Flere kriterier ved offentlig fertilitetsbehandling
Mange lesbiske vælger at få fertilitetsbehandling i det offentlige for at holde udgifterne nede. I skal dog være opmærksomme på, at der er flere krav, I skal opfylde, for at få fertilitetsbehandling i det offentlige:
- Alder: Aldersgrænsen for at modtage fertilitetsbehandling er i det offentlige 40 år, mens den i det private er 46 år.
- BMI: I det offentlige skal du have en BMI under 30 (dog hæves grænsen til et BMI på 35, hvis du er over 35 år). Der er ingen krav ift. BMI ved fertilitetsbehandling i det private.
- Kun hjælp til første barn: I det offentlige kan man som udgangspunkt kun få hjælp til sit første barn. Dvs. at man ikke må have fælles børn i forvejen. Det gælder også adoptivbørn. Ønsker man flere børn, skal det derfor foregå i det private. Visse private klinikker udbyder dog IUI-behandling med offentligt tilskud til barn nummer 2, 3 eller flere. Læs mere nedenfor.
Andre relevante blogindlæg
Ventetid på fertilitetsbehandling i det offentlige
Der er et begrænset antal offentlige fertilitetsklinikker i Danmark. Vælger I at få fertilitetsbehandling i det offentlige, skal I derfor være indstillet på, at der kan være en vis transporttid mellem jeres hjem og/eller arbejde og klinikken. Der er desuden ikke behandlingsgaranti ved fertilitetsbehandling, og nogle offentlige fertilitetsklinikker har omkring et halvt års ventetid, fra I får en lægehenvisning, til I kommer til opstartssamtale på klinikken. Herfra lægges en plan for behandlingen, og I vil ofte umiddelbart herefter kunne tilmelde jer behandling. Pga. travlhed på de offentlige fertilitetsklinikker, vil der dog ved hver cyklus blive taget stilling til, om der er plads til at tilbyde jer behandling. Hvis ikke, vil I blive afvist og må vente med at tilmelde jer behandling igen ved næste menstruation.
Offentlige fertilitetsklinikker har desuden lukket for behandling omkring jul og i sommerperioden.
På Mit Sygehusvalg kan du se en liste over den forventede ventetid på fertilitetsbehandling på de offentlige fertilitetsklinikker.
Hjælp til barn nummer 3 (eller mere)
Det er som udgangspunkt kun muligt at få fertilitetsbehandling på offentlige fertilitetsklinikker til første og andet barn. Dog kan I, hvis der ifm. første eller andet barn er blevet nedfrosset æg på en offentlig fertilitetsklinik, henvende jer igen til samme klinik og få oplagt disse æg til barn nummer tre (eller flere). Derudover er det med henvisning fra egen læge muligt at få IUI-behandling uden egenbetaling på en privatklinik med ydernummer - også hvis I har barn/børn i forvejen. Se mere nedenfor.
Fertilitetsbehandling på privat fertilitetsklinik uden ventetid
I kan også vælge at få fertilitetsbehandling på en privatklinik. Her vil I oftest kunne komme hurtigere i gang end ved det offentlige, da mange privatklinikker reklamerer med ”ingen ventetid”.
Som udgangspunkt er der fuld egenbetaling på fertilitetsbehandling med donorsæd i det private. Det vil sige, at I både skal betale for selve behandlingen og for donorsæden. Dog kan I med en henvisning fra egen læge vælge en privatklinik med ydernummer (overenskomst med det offentlige) og få IUI-behandlingen (insemination) dækket af det offentlige - også selvom I har et barn/børn i forvejen. På den måde kan I nøjes med at betale for donorsæden og medicin. Nogle vælger denne løsning for hurtigt at komme i gang med behandlingerne, imens man står på venteliste til behandling i det offentlige. Du kan spørge din læge eller prøve at google ”fertilitetsbehandling ydernummer”, hvis du vil vide, om der er en privat fertilitetsklinik med ydernummer nær dig. Vær opmærksom på, at IVF-behandling i det private altid vil være med egenbetaling.
Hvad koster fertilitetsbehandling med donorsæd i det private?
Prisen på fertilitetsbehandling med donorsæd i det private afhænger bl.a. af, hvilken klinik I vælger, og hvilken behandling I skal have. I skal forvente at én inseminationsbehandling koster omkring 2.500-5.000 kr. og én IVF-behandling koster omkring 25.000 kr. ekskl. medicin og donorsæd. De fleste klinikker tilbyder dog pakker med 3 behandlinger, hvormed prisen på hver enkelt behandling er noget lavere.
Ved fertilitetsbehandling med donorsæd skal I typisk selv vælge en sæddonor og bestille donorsæd til levering på klinikken. Prisen på donorsæd afhænger bl.a. af, om I vælger en Non-ID Release eller ID Release Sæddonor, og om I ønsker en Basis eller Udvidet Profil. I kan se priser på donorsæd hos Cryos her. Ved fertilitetsbehandling i det offentlige vil I som udgangspunkt ikke have egenbetaling på donorsæden.
Mulighederne for partnerægdonation
Nogle lesbiske par ønsker at være gravid med hinandens æg, så den ene er biologisk mor til barnet, og den anden partner bærer barnet under graviditeten. Dette kræver fertilitetsbehandling, hvor der udtages æg fra den ene partner, som befrugtes med donorsæd og herefter opsættes i den anden partner, som forhåbentlig bliver gravid. En sådan behandling betragtes som partnerægdonation eller gensidig IVF. Partnerægdonation er pr. 1. januar 2025 tilladt i Danmark, men er ikke en del af det offentlige tilbud. Det betyder, at partnerægdonation kan foregå på private fertilitetsklinikker med fuld egenbetaling.
Du kan læse mere om partnerægdonation i Cryos Clinic her.
Medmoderskab og forældremyndighed for lesbiske
Når I som lesbisk par får barn med hjælp fra en sæddonor, vil den biologiske mor automatisk blive registeret officielt som barnets mor, mens barnets anden mor kan registreres som medmor. I skal blot være opmærksomme på, at I sammen skal give skriftligt samtykke, inden i går i gang med fertilitetsbehandlingen. Blanketten skal udfyldes, afleveres og underskrives af det sundhedsfaglige personale, inden selve behandlingen går i gang. I vil typisk blive indkaldt til en opstartssamtale på klinikken, hvor I med fordel kan medbringe den udfyldte blanket. Det er jeres eget ansvar at sikre, at medmoderskabet registreres korrekt.
Medmoderskab betyder bl.a.:
- At medmoren kan få del i forældremyndigheden
- At barn og medmor har ret til at arve hinanden
- At barnet kan få medmorens efternavn
Når medmoderskabet er bestemt, kan det normalt ikke ændres. Det er med andre ord en sikring af rettighederne imellem barn og medmor.
Hvis I ønsker at vide mere om medmoderskab, kan I besøge Familieretshusets side om medmoderskab, hvor I kan følge deres guide til jeres personlige situation og finde de nødvendige blanketter til registrering af medmoderskab.
Fertilitetsbehandling til lesbiske - sådan kommer I i gang
- Beslut, hvem af jer der skal bære barnet under graviditeten
Ønsker I begge at være gravide, og drømmer I om flere børn, er det måske den ældste af jer, der skal bære først? - Vælg om I ønsker behandling i det offentlige eller privat
Ved fertilitetsbehandling i det offentlige skal I starte ud med at få en henvisning fra egen læge. Vælger I det private, kan I starte med at kontakte fertilitetsklinikken direkte. - Indledende undersøgelser
Når I skal begynde i fertilitetsbehandling, skal der ifølge lovgivningen tages en række test for bl.a. Hepatitis og HIV. Klinikken vil oplyse jer nærmere om dette inden opstart. - Opstartssamtale
Inden der startes behandling, vil I typisk blive indkaldt til en opstartssamtale, hvor I sammen med klinikpersonalet gennemgår testresultaterne, og hvor der bl.a. vil blive spurgt ind til helbred og typisk menstruation/cyklus for den af jer, der skal være gravid. Det kan i perioden op til derfor være en god idé at notere datoerne for menstruationen og beregne længden på cyklus. På baggrund af samtalen lægges en plan for behandlingen. - Registrering af medmoderskab
I skal udfylde samtykkeerklæringen vedrørende medmoderskab, inden I påbegynder behandling. Erklæringen skal underskrives af fertilitetslægen/sundhedspersonalet og kan derfor med fordel medbringes ved opstartssamtalen. - Behandling
Medmindre der er en særlig grund til andet, vil lesbiske par typisk starte med IUI-behandling. Dette er en simpel fertilitetsbehandling, hvor donorsæden insemineres via et kateter ifm. ægløsning. Alternativt, eller hvis der efter 3-5 IUI-behandlinger ikke er opnået graviditet, kan der foretages IVF-behandling.
Skal Cryos hjælpe jer i gang?
Hos Cryos har vi stor erfaring med at hjælpe lesbiske par til at blive forældre, da ca. 35% af dem, der bestiller donorsæd fra Cryos, er lesbiske. Uanset hvor i processen I er, sidder vores Customer Care Team klar til at hjælpe og besvare jeres spørgsmål. Det er vigtigt for os, at I føler jer i trygge hænder igennem hele processen – allerede fra de indledende overvejelser men også undervejs i behandlingen og efter. Kontakt os eller book et opkald, hvis I ønsker hjælp til at komme i gang.
Vi tilbyder behandling med donorsæd til lesbiske i vores egen klinik, Cryos Clinic, i Aarhus, og samarbejder desuden med en lang række klinikker både i det offentlige og private. Vi kan derfor hjælpe jer med at finde en klinik nær jer.
Relevant materiale for lesbiske par
Hvis du og din partner ønsker at bruge donorsæd til at opfylde jeres drøm om et barn og ønsker at lære mere om processen eller finde inspiration til at begynde jeres rejse mod forældreskab, så følg nogle af nedenstående links for at lære mere:



